Verden er i farver 2

Der er begyndt at komme farver på billedet, mit liv. Nye farver, farver jeg ikke kendte, farver til min krop og min sjæl.

Enkel farver har jeg opdaget ikke passer til billedet, farver jeg først mente var sjove, fantasifulde og spændende. Men farlige, farlige for min sjæl og psyke. Jeg har måtte male billedet om igen, jeg vil undgå, at billedet blev omgivet af sorg igen.

At jeg selv træffer mine valg, gør mig stærkere heletiden, det kan være en ensom og langsommelig proces, men når jeg er igennem processen, har livet lært mig, at billedet står skarpere, tydelige og meget mere levende.

En dag er kan billedet hænges op, er næsten ved at være der,  jeg har opdaget hvilke farver mit billedet skal indeholde:)

Verden er i farver

Genvinde balance det er min hverdag lige nu.
I sorgen og savnet er det nemmeste i hele verden, at tænke og fordybe sig i, hvorfor skulle jeg miste og savne endnu engang? Der har jeg bestemt også været længe, er der stadig lidt….
Samtidig har jeg også længe været bevist om, at finde balancen og finde frem til mit ståsted igen.
En af mine grundholdninger i livet er, at “verden er i farver” ikke kun “sort og hvid”.
Som den person jeg er, ser, føler og forstår jeg verden og tilværelsen bedst i billeder, jeg har brug for billeder i mit hoved og i mit liv, sådan er jeg.
I mit job som underviser har jeg længe undervist i, at udforme billeder.
Det gør mig ikke til specialist, men jeg har en filosofi og en grundholdning til opbygningen og udformning når der skal tegnes, males eller andet medie bruges, omkring et nyt billede.
Udgangspunktet i min undervisningen er, tegn og mal ud fra de “sorte og hvide” nuancer, byg billedet op i skyggerne og find sjælen frem i billedet.
Når billedet har tager sin form, i de “sorte og hvide” nuancer så stop op og iagttag, er det et billede der er færdigt i “sort og hvid”? Køligt, hemmelighedsfuldt, stillestående og helt sikker smuk men stillestående!
Er det ikke færdigt, hvis dybe, varmen, det levende skal med, så brug farverne, giv dig selv hen i farverne og fuldend billedet.
“Verden er i farver” ikke kun “sort og hvid”! Skal livet fuldenes, er farverne, dybden, varmen og det levende, en vigtig og givende faktor.
Som den person jeg er, forstiller jeg mig sorgen som et billede.
Billedet af sorgen, mit billede, er det “sort og hvidt”? køligt med alle spørgsmålene hvorfor? Har trådt i vande uden at kunne bunde meget længe, været stillestående i krop og sjælen uden at kunne mærke farverne.
Men nu er billedet klar til næste fase, farverne er vigtige, og de bliver stille og roligt ført på, opbygningen er igang.
Hvordan billedet kommer til at se ud ved jeg ikke, men jeg ved med sikkerhed der er dybere, varmere og mere levende end da det kun var “sort og hvidt”.

Sorg

Den forbandede sorg-min nuværende trofaste følgesvend.

Jeg gav mit hjerte væk til en mand, følte mig heldig og jeg elskede af hele mit hjerte.
En dag blev kærligheden smidt væk og mit hjerte bristede i tusinde stykker.
Et hjertet der kan briste i tusinde stykker kan også føle kærlighed, og jeg er dybt taknemlig for, at være en kvinde der kan føle, give og modtage med hver en fiber af kroppen, sjælen og sindet.
Sorgen over at miste et menneske i ens liv, er sindets bearbejdning omkring afskeden, det har en klog person fortalt mig.
Jeg har grædt, været fortvivlet, brølet med min indre løve, har turde at vise min vrede, min sorg, var modig, været forundret og været utålmodig. Jeg har stillet mig selv spørgsmålet, hvordan skal jeg kunne sige farvel igen, til en person der har rørt min sjæl så dybt?
Sorgen og savnet er blevet min daglige følgesvend og jeg bearbejder, lære og mærker hver dag, at jeg lever livet fuldt ud.
Et liv, mit liv som jeg er dybt taknemmelig for, til hvilket jeg har engang forsvoret, at jeg vil leve fuldt ud. Jeg har mine elskede børn, familie og mine højt skattet venner, hvem vil ikke være taknemlig for det?
Jeg har sagt farvel før, til kernefamilien og hilst livet som enlig mor velkommen, var stærk og lovede mig selv, at næste gang jeg mødte kærligheden, skulle det være min sjæleven for resten af livet.
Tænkte at afskeden til kernefamilie var den værste og sværeste sorg mit hjerte skulle opleve.
Men i dag er jeg blevet lidt klogere og en erfaringen rigere, at sige farvel til kærlighed, selvom kærligheden ikke er ophørt, er den sværeste af alle for mig. Hvordan siger jeg farvel?
En overgang manglede der kun et par brikker, i at hjertestykkerne var samlet og jeg tænkte nu er jeg parat til at give hjertet væk igen, omend lidt forsigtigt.
Det blev på den bekostning at opdage, der var mindst et par hundrede brikker tilbage af hjertepuslespillet, og tror der mindste faldt hundrede af oveni. Måtte krøller mig sammen og lade sorgen overmande mig en gang til.
Det forbandede sorg.
Har stået som tilskuer til mit liv og i forundring iagttaget mit hjerte, tænkte har jeg da ikke udsat det stakkels hjerte for nok sorg, det kan simpelhen ikke briste meget mere, har jeg ikke prøvet at miste nok personer i mit liv til at jeg tør give den væk igen?
Men jeg er ingen tilskuer, jeg er en aktiv del af mit liv, er en kæmper og en fighter, omend en lidt udmattet fighter for tiden.
Selvfølgelig tør jeg da give mit hjerte væk igen en dag, kærlighed er jo fantastisk når den er ægte, varm og dyb, jeg mangler bare lige 298 hjertestykker før det kan lade sig gøre en gang til.
Indtil da styrker jeg mit liv med at nyde en anden kærlighed, en kærlighed som jeg ved med garanti vare livet ud, kærligheden til mine smukke børn og mit evige værn af venner som igen har vist, at de står lige ved siden af når lokummet brænder og kærligheden gør ondt.

Før og efter

Livet før og efter skilsmissen, gud ved hvor mange gange, jeg i samtaler referér til før og efter? Det er mange.

Lige nu er kører der en udsendelse på tv, men kvinder der lige er blevet skilt. Vi ser, på åben skærm, der hvor der er tårer, sorg og frustrationer. Det er kvinder der forsøger, at finde en vej midt sorgen.

Jeg husker tydeligt hvor ulykkelig jeg var, da jeg skulle skilles, mit hjerte var knust, knust over tab af kernefamilien, og over at jeg skulle undvære mine børn næsten halvdelen af tiden. Mål der var blevet sat, men aldrig skulle opfyldelse.

Jeg ser disse kvinder bliver lidt dobbeltmoralske, på den ene side siger de ”Jeg vil videre, jeg vil ikke være ulykkelig, jeg vil leve igen” og det næste øjeblik er de i gråd, og kæmper en indre kamp, hvor de siger ”hvorfor ramte det mig?, hvorfor skal mine børn være skilsmissebørn?” jeg oplever det, som min egen indre surrealisme, forundringen over hvad man forstillede sig, da man blev gift, også nu bagefter som fraskilt.

Og jeg for squ sådan en trang til, at give de her stærke kvinder en spark lige i rø….. og sige tag jer nu  sammen kvinder, lad nu være med at græde for åben skærm. Men for fanden hvor jeg husker det, lige der hvor hjertet blev helt knust.

Gad vide hvorfor vi er blevet et land hvor statiskkerne viser at, næsten halvdelen af gifte par bliver skilt?

Det umildbare svar er måske ” det er nemt”, det er i hvert fald det, jeg læser og hører rundt omkring, men WHAT!!!Nemt??

Det er squ ikke nemt, at skulle kæmpe sig igennem et knust hjerte, se ens familie opløses. Det er ikke nemt, det har været det sværeste jeg nogen side har oplevet, både fysisk og psykisk.

Men livet går videre, og pluslig er der gået 3 år, og nogen venner er de samme, nogen forsvandt, nye er kommet til, familien er halveret, der er kommet en skøn kæreste ind i mit liv, og tilværelsen er blevet før og efter.

Der er vokset en Berlinermur frem i mit sind, opdelt af fortiden og fremtiden, jeg forsøger ind imellem at kigger over den, til fortiden, jeg kan ikke rigtig kende den anden kvinde der går rundt i fortiden, jeg husker hende men kan ikke rigtig længere kende hende.

Hvem er jeg?

En kvinde der er fyldt 40 år, fraskilt, alene mor til 2 vidunderlige børn, jeg står midt i livet med en tilværelse, som er helt anderledes end jeg nogensinde havde forstillet mig.

Huset er mit, ungerne trives nu næsten 3 år efter skilsmissen, hunden bliver luftet hver dag. Jeg har en fantastisk kæreste som har 2 børn, jeg er nu en såkaldt ”bonus” for nogen andres børn, jeg hader det udtryk, men lad os nu kalde en spade for en spade og en skovl en skovl. Alle 4 unger er skønne, men det er ikke en dans på roser med ”dine og mine børn”. Kæresten og jeg kan lide ideen med hver vores bopæl, børnene har jo deres base og netværk der hvor de bor, og herre i egen bolig har også en betydning for os begge.

Derudover jeg har sagt mit faste job op, ja squ!! Tager mig dagligt til hovedet og tænker ”hvor uansvarligt” var nu det? Kæresten, vennerne og familien minder mig om, at med jobbet fulgte også en næsten daglig migræne, og nå ja, jeg kunne ikke andet end sige stop.

Så nu står jeg her: Med hus, 2 børn, hund og alle de daglige bekymringer som enlig mor og uden fast job. Har dog kærligheden i mit liv, ville ikke undvære noget af det, jeg er ”næsten” lykkelig.

Men jeg er også forundret over livets gang, det jeg havde før, 13 års samliv med mine børns far, en familie jeg blev voksen sammen med på godt og ondt. En skilsmisse som nok var uundgåelig, men alligevel. At være enlig mor med en kæreste på deltid er ikke det samme som kernefamilien med far, mor og børn.

Min blog skal være min rejse, en rejse med humor, hvor selvironien skal forblive intakt, en rejse hvor sorgen er blevet en uundgåelig bagage. Denne blog er rejsen mod en tid, hvor jeg skaber noget nyt, kæmper med surrealismen over en tilværelse der er helt forandret.